Vores ferie i Danmark var ved at være slut og som altid sugede vi de sidste indtryk til os, sådanne som man jo gør når man ikke har lyst til at erkende, at også denne ferie snart vil ende som dejligt minde i et foto album med år og dato.
Vi, min mand og jeg, slentrede ned af strøget hånd i hånd og nød at solen endelig havde forbarmet sig over lille Danmark, to uger med regn og kulde i juli var nok hvad kunne forvente, men man glemmer så hurtigt når man er flyttet sydpå..........
Der var et hav af mennesker på strøget og mange steder stod folk i store klynger for at se gade-musikanter gøglere og fantastisk talentfulde protræt-malere, vi fortsatte vores gå-tur og da vi nåede ned i nærheden af Illum, hørte vi nogle dejlige børne-stemmer synge en stille sang fra The sound of music , tre kønne børn i matrostøj to piger og en dreng, ledsaget af en mand med guitar....mærkeligt nok var der ingen mennesker i nærheden så vi stillede os og nød vores ene-forstilling...da vi havde hørt 2-3 sange lagde vi traditionen tro penge i guitar kassen og bemærkede at den lille gruppen også solgte kasette-bånd med deres sange, sådanne et måtte min mand eje og ja selvfølgelig faldt vi i snak, de alle fire talte engelsk og havde rejst i alverdens lande med deres show, det var slet ikke til at stå for, manden med guitaren var børnenes far iøvrigt, altså en lille Von trap familie....de bad os om vores adresse så ville de sende os nyhedsbreve fra de forskellige lande de skulle rejse til ( dette var før facebook vil jeg lige tilføje) Min mand sagde, som den typisk gæstfri græker han er ;hvis i skulle komme forbi hvor vi bor så må i endelig .......Vi sagde farvel og fortsatte gå-turen og børnene vinkede og vinkede til vi ikke længerer kunne se dem, disse små børne-ansigter kunne ikke andet end at stjæle ens hjerte......
Tiden gik og efter et halvt år fik vi brev fra Afrika......det var uventet ...der. var et foto af en stor gruppe lyshårede børn der sang udenfor nogle ret primitive stråhytter, det mindede om en form for ferie koloni, vi syntes at det var så sødt af den at huske os....
Min mor og hendes mand (altså min søde bonus far som man siger i Danmark nu om dage)var lige an- kommet på deres årlige sommerferie hos os, og vi sad og talte om året der var gået, siden vi havde set hinanden sidst.,.telefonen ringede, min mand tog den, og en meget høflig mand sagde på engelsk, do you remember us from the Strøget? Yes selvfølgelig, sikken en overraskelse.......ja ingen tvivl om det, hvor er i ? vi er nede på en parkerings plads i jeres by, kan i komme og hente os.....øh ja om 2 minutter.......min mor og jeg gik fluks igang med at lave mad og dække bord eftersom det var ved at være spisetid, makaroni kan man altid byde på når man får uventede gæster til mad. Min mand og b-far var taget afsted for at bringe gæsterne med hjem..
Da mændene ankom til parkeringspladsen så de en stor camping-bus, to børn legede udenfor og en lille dreng sad på potte i det fri..da de kom nærmere fik de øje på en dame der holdt en lille baby i favnen og ved siden af hende faderen som min mand jo genkendte fra strøget..... velkommen,, velkommen sagde min mand, og gensyns-glæden var stor taget i betragtning af de jo faktisk ikke kendte min mand eller min b-far, knus og kram hele vejen rundt, endelig sagde faderen, jamen i skal da også møde resten af familien, bøøøøørn kom ud og hils på.......døren åbnede og en efter er væltede det ud af bussen med alle disse kønne børn vi havde set på billedet fra Afrika....10 børn.......fra 6mdr til 16 år fem piger og fem drenge, min mand og b-far var mildest talt chokerede, min mand ringede hjem og sagde, kog mere makaroni og dæk op på altanen vi bliver 16 til mad og så vidt jeg forstår har de intet fået siden i går morges.......
Min mor og jeg løb rundt for at ordne det hele mht. mad og bord-dækning på en overdækket men alligevel regnvåd altan eftersom det havde regnet i en hel uge.......endelig ankom hele familien et sæt trætte forældre med en baby i favnen og 9 trætte og sultne børn, min mor og jeg faldt selvfølgelig i svime over alle disse skønne børn og snakken gik livligt på engelsk uden vi faktisk vidste hvor de var fra, de største af børnene kom ud i køkkenet og inden vi havde set os om, havde de overtaget de sidste jobs så som at skære salat stege kartoffler osv..alle med en kyndig hånd også mht. at rydde op efter sig...utroligt....
Da vi endelig fik sat os og alle havde vasket hænder( noget der tog tid med et badeværelse) spurgte faderen om han måtte bede en bordbøn, det måtte han selvfølge og hele familien stemte i med en lang bøn på engelsk, de sagde bla, tak til vor Herre for at han havde sørget for at de fik mad den dag, noget de lod os forstå ikke var tilfældet hver dag, ret chokerende,.. taget i betragtning at de samtidig var uden base ud over deres camper..
Som aftenen skred frem fortalte moderen at hun havde født sin mindste pige i en af de hytter vi havde set på billedet fra Afrika...det havde ikke været en nem fødsel men igen havde Vor Herre forbarmet sig over hende og den lille baby....min mor fik lov til at holde hende fra de ankom og hun lå trygt og godt der, imens familien fortalte om alle de lande de havde besøgt, mit spørgsmål mht. børnenes skolegang, blev besvaret således, al undervisning foregik hjemme, på engelsk, ingen unødvendige påvikninger udefra..som faderen sagde...deres leveregler stammede fra heretisk trosretning i england og derfor var deres hovedsprog engelsk på trods af at de flest var født og opvoksede i Danmark , og de kunne selvfølgelig tale dansk...hvilket vi først forstod senere..
Familien gav nogle dejlige sangnumre som tak for mad og det var så rørende med alle disse lyse børne-stemmer.....efter det var faldt roen over lejren, men hvor skulle alle disse mennesker overnatte, de satte deres lid til at vi fandt ud af noget, og selvom vi selvfølgelig ikke kunne være 16 personer i vores lejlighed så lå det i luften at vi kunne beholde nogle af børnene , altså dem der var faldet omkuld af træthed inde på sofaen, lænestolen på gulvtæppet..det var ikke nogle god løsning når alt kom til alt, og de boede jo i deres mega camper under deres rejser, så vi fandt telefon nummeret til den eneste campingplads i vores by og der kunne de godt bo i nogle dage....de regnede endnu da vi alle gav et nap med at bære børn ned til camperen...det var så synd....men sådanne måtte det blive...var der et instinkt der sagde mig.
Inden vi sagde farvel forstod vi at de havde tænkt sig at blive så længe de havde mad og hjælp,og de spurgte om jeg ville vaske lidt tøj for dem,, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til med tanke på at det måtte være en umulighed i en camper....
Dagen efter kørte min mand ned for at hente tøjet...............5 store skralde sække fyldt til randen med vådt(på grund af vejeret) ildelugtende tøj puha , det var ikke noget sjovt job men min mor og jeg vaskede og vaskede og hang tøj op hver gang regnen ophørte et par timer...vi lavede mad og sendte det med da min mand og b-far da de afleverede det næsten tørre tøj...vi var samtidig igang med at pakke sammen til vores egen sommerferie hvor vi havde bestilt værelser for længst...så problemet var så hvad nu med hele denne familie på 12 personer...selvom jeg havde fortalt om vores ferieplaner, var det som om at de ikke ville forstå at vi ikke kunne hjælpe dem i uendelig fremtid ....måske håbede de, at vi ville se lyset....måske bad de om et mirakel som så ofte før, ja som dagene gik forstod vi at der ikke var nogle god måde at kappe rebene på, vi havde sørget for mad tøjvask osv. osv men nu måtte vi sige stop.....vi fik afleveret det sidste tøj + mad , dvs. min mand og b-far gik lidt sluk-ørede ned på campingpladsen og oplyste om at vi selv skulle afsted dagen efter, så de ville bare sige farvel, min mor og jeg blev hjemme for ikke at falde i svime over de dejlige børn og helt ærligt, så havde vi alle enormt ondt af dem, det var jo bare børn der var kastet ud i denne situation..
Skuffede sagde familien farvel og oplyste om at de ville sende brev til os som de fortsatte deres rejse ud i det uvisse, mange gange i samtalernes løb kom de ind på ind på, at vi alle skulle reddes op på en båd når verden gik under, de" udvalgte" som de jo tilhørte, ville bede en bøn for os, sådanne at vi ikke skulle være dem der druknede....ja det var deres kald i livet, missionærer, det var grunden til at de rejste rundt, de skulle udbrede deres tro og føde så mange børn som muligt, med hjælp fra de venner de mødte undervejs, vi kom til at tilhøre denne kategori(altså venner) og i årevis sendte de os breve fra de mest utrolige og primitive steder i verden, indholdet af teksterne i deres brev blev mere og mere religiøst og til sidst spurgte de i et brev om vi var interesserede i at støtte deres projekt økonomisk, det svarrede vi pænt nej til og så hørte vi ikke mere fra de dem.........jeg ved i dag hvad deres trosretning hedder, men det er ikke pointen i historien så det vil jeg ikke komme nærmere ind på..
Vi har tit talt om dem siden og om hvor de mon befinder sig i verden, selvom vi ikke var enige i hverken tro eller levevis, så var det en yderst interessant at møde denne "lille" engelsktalende Von Trap familie fra Danmark.....
I Platons gamle Grækenland.....var gæstfrihed af stor betydning og når man fik en uventet gæst og ukendt gæst, vaskede man først gæstens fødder, serverede mad og sørgede for hvile, og efter hele denne servisering spurgte man, hvem man havde fået på besøg......Filoxinia : gæstfrihed er det man endnu finder i Grækenland for det er uden tvivl ned-arvet i Grækernes DNA ...og min lille historie er blot en af mange, der handler om hvad det indebære at være gift med en person der bære rundt på dette DNA............
Min mor og hendes mand (altså min søde bonus far som man siger i Danmark nu om dage)var lige an- kommet på deres årlige sommerferie hos os, og vi sad og talte om året der var gået, siden vi havde set hinanden sidst.,.telefonen ringede, min mand tog den, og en meget høflig mand sagde på engelsk, do you remember us from the Strøget? Yes selvfølgelig, sikken en overraskelse.......ja ingen tvivl om det, hvor er i ? vi er nede på en parkerings plads i jeres by, kan i komme og hente os.....øh ja om 2 minutter.......min mor og jeg gik fluks igang med at lave mad og dække bord eftersom det var ved at være spisetid, makaroni kan man altid byde på når man får uventede gæster til mad. Min mand og b-far var taget afsted for at bringe gæsterne med hjem..
Da mændene ankom til parkeringspladsen så de en stor camping-bus, to børn legede udenfor og en lille dreng sad på potte i det fri..da de kom nærmere fik de øje på en dame der holdt en lille baby i favnen og ved siden af hende faderen som min mand jo genkendte fra strøget..... velkommen,, velkommen sagde min mand, og gensyns-glæden var stor taget i betragtning af de jo faktisk ikke kendte min mand eller min b-far, knus og kram hele vejen rundt, endelig sagde faderen, jamen i skal da også møde resten af familien, bøøøøørn kom ud og hils på.......døren åbnede og en efter er væltede det ud af bussen med alle disse kønne børn vi havde set på billedet fra Afrika....10 børn.......fra 6mdr til 16 år fem piger og fem drenge, min mand og b-far var mildest talt chokerede, min mand ringede hjem og sagde, kog mere makaroni og dæk op på altanen vi bliver 16 til mad og så vidt jeg forstår har de intet fået siden i går morges.......
Min mor og jeg løb rundt for at ordne det hele mht. mad og bord-dækning på en overdækket men alligevel regnvåd altan eftersom det havde regnet i en hel uge.......endelig ankom hele familien et sæt trætte forældre med en baby i favnen og 9 trætte og sultne børn, min mor og jeg faldt selvfølgelig i svime over alle disse skønne børn og snakken gik livligt på engelsk uden vi faktisk vidste hvor de var fra, de største af børnene kom ud i køkkenet og inden vi havde set os om, havde de overtaget de sidste jobs så som at skære salat stege kartoffler osv..alle med en kyndig hånd også mht. at rydde op efter sig...utroligt....
Da vi endelig fik sat os og alle havde vasket hænder( noget der tog tid med et badeværelse) spurgte faderen om han måtte bede en bordbøn, det måtte han selvfølge og hele familien stemte i med en lang bøn på engelsk, de sagde bla, tak til vor Herre for at han havde sørget for at de fik mad den dag, noget de lod os forstå ikke var tilfældet hver dag, ret chokerende,.. taget i betragtning at de samtidig var uden base ud over deres camper..
Som aftenen skred frem fortalte moderen at hun havde født sin mindste pige i en af de hytter vi havde set på billedet fra Afrika...det havde ikke været en nem fødsel men igen havde Vor Herre forbarmet sig over hende og den lille baby....min mor fik lov til at holde hende fra de ankom og hun lå trygt og godt der, imens familien fortalte om alle de lande de havde besøgt, mit spørgsmål mht. børnenes skolegang, blev besvaret således, al undervisning foregik hjemme, på engelsk, ingen unødvendige påvikninger udefra..som faderen sagde...deres leveregler stammede fra heretisk trosretning i england og derfor var deres hovedsprog engelsk på trods af at de flest var født og opvoksede i Danmark , og de kunne selvfølgelig tale dansk...hvilket vi først forstod senere..
Familien gav nogle dejlige sangnumre som tak for mad og det var så rørende med alle disse lyse børne-stemmer.....efter det var faldt roen over lejren, men hvor skulle alle disse mennesker overnatte, de satte deres lid til at vi fandt ud af noget, og selvom vi selvfølgelig ikke kunne være 16 personer i vores lejlighed så lå det i luften at vi kunne beholde nogle af børnene , altså dem der var faldet omkuld af træthed inde på sofaen, lænestolen på gulvtæppet..det var ikke nogle god løsning når alt kom til alt, og de boede jo i deres mega camper under deres rejser, så vi fandt telefon nummeret til den eneste campingplads i vores by og der kunne de godt bo i nogle dage....de regnede endnu da vi alle gav et nap med at bære børn ned til camperen...det var så synd....men sådanne måtte det blive...var der et instinkt der sagde mig.
Inden vi sagde farvel forstod vi at de havde tænkt sig at blive så længe de havde mad og hjælp,og de spurgte om jeg ville vaske lidt tøj for dem,, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til med tanke på at det måtte være en umulighed i en camper....
Dagen efter kørte min mand ned for at hente tøjet...............5 store skralde sække fyldt til randen med vådt(på grund af vejeret) ildelugtende tøj puha , det var ikke noget sjovt job men min mor og jeg vaskede og vaskede og hang tøj op hver gang regnen ophørte et par timer...vi lavede mad og sendte det med da min mand og b-far da de afleverede det næsten tørre tøj...vi var samtidig igang med at pakke sammen til vores egen sommerferie hvor vi havde bestilt værelser for længst...så problemet var så hvad nu med hele denne familie på 12 personer...selvom jeg havde fortalt om vores ferieplaner, var det som om at de ikke ville forstå at vi ikke kunne hjælpe dem i uendelig fremtid ....måske håbede de, at vi ville se lyset....måske bad de om et mirakel som så ofte før, ja som dagene gik forstod vi at der ikke var nogle god måde at kappe rebene på, vi havde sørget for mad tøjvask osv. osv men nu måtte vi sige stop.....vi fik afleveret det sidste tøj + mad , dvs. min mand og b-far gik lidt sluk-ørede ned på campingpladsen og oplyste om at vi selv skulle afsted dagen efter, så de ville bare sige farvel, min mor og jeg blev hjemme for ikke at falde i svime over de dejlige børn og helt ærligt, så havde vi alle enormt ondt af dem, det var jo bare børn der var kastet ud i denne situation..
Skuffede sagde familien farvel og oplyste om at de ville sende brev til os som de fortsatte deres rejse ud i det uvisse, mange gange i samtalernes løb kom de ind på ind på, at vi alle skulle reddes op på en båd når verden gik under, de" udvalgte" som de jo tilhørte, ville bede en bøn for os, sådanne at vi ikke skulle være dem der druknede....ja det var deres kald i livet, missionærer, det var grunden til at de rejste rundt, de skulle udbrede deres tro og føde så mange børn som muligt, med hjælp fra de venner de mødte undervejs, vi kom til at tilhøre denne kategori(altså venner) og i årevis sendte de os breve fra de mest utrolige og primitive steder i verden, indholdet af teksterne i deres brev blev mere og mere religiøst og til sidst spurgte de i et brev om vi var interesserede i at støtte deres projekt økonomisk, det svarrede vi pænt nej til og så hørte vi ikke mere fra de dem.........jeg ved i dag hvad deres trosretning hedder, men det er ikke pointen i historien så det vil jeg ikke komme nærmere ind på..
Vi har tit talt om dem siden og om hvor de mon befinder sig i verden, selvom vi ikke var enige i hverken tro eller levevis, så var det en yderst interessant at møde denne "lille" engelsktalende Von Trap familie fra Danmark.....
I Platons gamle Grækenland.....var gæstfrihed af stor betydning og når man fik en uventet gæst og ukendt gæst, vaskede man først gæstens fødder, serverede mad og sørgede for hvile, og efter hele denne servisering spurgte man, hvem man havde fået på besøg......Filoxinia : gæstfrihed er det man endnu finder i Grækenland for det er uden tvivl ned-arvet i Grækernes DNA ...og min lille historie er blot en af mange, der handler om hvad det indebære at være gift med en person der bære rundt på dette DNA............
Ingen kommentarer:
Send en kommentar